Værd at vide

Værd at vide/Ofte stillede spørgsmål

Visum og pas: Danske statsborgere behøver ikke visum til vore feriedestinationer inden for Schengen-området (herunder Tyskland, Østrig, Italien, Frankrig, Spanien og Kroatien). Det tilrådes, at man altid medbringer sit pas (også børn skal have eget pas), idet der kan indføres midlertidige grænsekontroller, ligesom man ofte skal aflevere passene til registrering på feriestedet. For gæster med andet statsborgerskab end dansk er det disse gæsters eget ansvar at søge oplysninger om evt. visumkrav på vore feriedestinationer og i de lande, som passeres på vejen til feriemålet.

Vejafgifter: Vejafgifter forekommer efterhånden i de fleste europæiske lande. De kan være i form af betaling efter antallet af kørte kilometer (f.eks. i Frankrig, Spanien, Italien og Kroatien) eller i form af en fast afgift, som kræver køb af en såkaldt vignet (f.eks. i Østrig, Schweiz og Slovenien). Sådanne vignetter kan have en gyldighed på et bestemt antal dage eller et helt år. Vignetterne skal købes ved grænserne (i nogle tilfælde på de sidste tankstationer inden grænseovergangen) og skal placeres tydeligt i forruden. Manglende køb af vignetterne kan resultere i meget store bøder! Til betaling af kilometerafgifter og vignetter kan der for det meste benyttes Visakort eller Mastercard. Du kan få flere oplysninger om vejafgifter hos FDM eller på de enkelte landes turistkontorer.

Forsikringer: Det gamle, gule sygesikringskort er ikke længere gyldigt i udlandet. Inden for EU gælder nu det blå sygesikringsbevis. Dette dækker behandling hos læge eller på sygehus EFTER DET PÅGÆLDENDE LANDS EGNE REGLER. Dette betyder, at man kan blive afkrævet betaling af en del af behandlingsprisen. Vær opmærksom på, at HJEMTRANSPORT ALDRIG ER DÆKKET! Vi anbefaler derfor, at man tegner en rejseforsikring hos et anerkendt forsikringsselskab, som f.eks. Gouda. Vi har selv et samarbejde med Gouda og kan derfor tilbyde dette selskabs rejseforsikringer.

Vi anbefaler kraftigt, at man sørger for, at bilen er kaskoforsikret. Bilens indregistreringspapirer skal altid medbringes og vi anbefaler ligeledes, at man medbringer såvel det grønne som det røde forsikringskort. Disse fås gratis hos ens eget forsikringsselskab, når bilen er kaskoforsikret.

Billeder af boliger: Der kan forekomme forskelle i indretningen af boligerne inden for samme kompleks, hvorfor billederne på vores hjemmeside må betragtes som vejledende og kan vise én ud af flere boligtyper.

Glemte sager: Har man glemt nogle effekter i boligen ved hjemrejsen, er man velkommen til at rette henvendelse til 1StepAway, som da vil rette forespørgsel til det pågældende feriested. Såfremt man her lykkes at finde effekterne, vil disse blive sendt til lejeren for dennes regning. Det er efter vor erfaring desværre ikke så ofte, at feriestedet finder de glemte effekter, og vi kan derfor ikke påtage os noget ansvar i denne forbindelse. Det er derfor tilrådeligt, at man er ekstra omhyggelig med at gennemgå boligen inden afrejsen.

WIFI: Hvis Wifi er tilgængelig på dit feriested, kan det være overalt inkl. på værelset/i lejlilgheden, eller alene på fællesområder som f.eks. ved receptionen, poolen el. lign. Benyttelsen af wifi kan være gratis eller mod betaling. Vi bestræber os på at give så præcise oplysninger som muligt, men kan desværre ikke garantere oplysningernes rigtighed. Vær opmærksom på at kvaliteten af Wifi ofte i udlandet, ikke er som i Danmark.

Liggestole ved pool og strand: Det er næsten altid sådan, at der er et begrænset antal til rådighed, således at der gælder ”først til mølle” princippet. Det er ikke tilladt at ”reservere” liggestolene ved f.eks. at lægge håndklæder på disse. Benyttelsen af liggestole kan være gratis eller mod betaling. Vi bestræber os på at give så præcise oplysninger som muligt. Enkelte steder er strandstole og parasoller på faste strandafsnit inkluderet i lejeprisen. I disse tilfælde er tilgængeligheden garanteret.

Faciliteter og aktiviteter på destinationen: Faciliteter som f.eks. swimmingpools, legepladser, tennisbaner, underholdning o.l. er oplyst efter bedste overbevisning. Lokale forhold kan imidlertid bevirke, at disse faciliteter kan være midlertidigt ude af drift eller endda sløjfet. Idet der er tale om forhold, som vi ikke har indflydelse på, kan vi ikke gøres ansvarlige for lukning og/eller manglende tilstedeværelse af sådanne faciliteter. På campingpladser og på større ferieresort er der ofte mange aktiviteter som gæsterne kan benytte.

Insekter: På mange feriedestinationer kan der forekomme små gener som f.eks. forekomster af myrer, myg og andre insekter. Gæsten skal i så fald henvende sig til receptionen/boligens ejer, der vil forsøge at afhjælpe problemet. Idet der er tale om forhold, som vi ikke har indflydelse på, kan vi ikke gøres ansvarlige for sådanne gener og/eller manglende afhjælpning af disse.

Poolområder: Vi gør opmærksom på, at swimmingpools kan være underlagt lokale regler om middags- og/eller aftenlukning, ligesom der kan stilles krav om benyttelse af badehætter, forbud mod shorts o.l. Nogle gange oplever man også at vandrutsjebanen kan være lukket midt på dagen, så støjniveauet formindskes ved frokosttid. Vi har desværre ingen indflydelse på disse omstændigheder.

Antal stjerner og standard: Er der angivet et antal stjerner ved hotellet/ferieboligen, er der tale om vore egne bedømmelser, som ikke nødvendigvis overensstemmer med de officielle, lokale bedømmelser. Kriterierne for tildeling af stjerner er forskellige fra land til land, således at et trestjernet hotel i f.eks. Østrig kan tilbyde samme komfort som et firestjernet hotel i Italien. Vi forsøger i vore beskrivelser at give et retvisende billede af kvaliteten og standarden af vore hoteller og ferieboliger. Der kan dog forekomme forskelligheder inden for samme hotel eller residence, hvorfor man ikke kan basere en evt. reklamation på, at en anden gæst har fået en bedre bolig, end man selv har fået.

Campingpas: Ved leje af et telt eller et mobilhome på ”vore” campingpladser er det ikke påkrævet, at man medbringer et campingpas.

Aircondition: Nogle steder er der kun aircondition i nogle rum i ferieboligen. Der kan være tale om aircondition, som reguleres centralt af receptionen, mens den i andre tilfælde kan styres individuelt af gæsten selv. Af hensyn til forbruget og dermed også miljøet er det en god idé at slukke for sin aircondition, når man ikke opholder sig i boligen, ligesom man bør undlade at åbne vinduerne, mens klimaanlægget kører. Det er i flere lande lovbestemt, i hvilke perioder man må have aircondition eller varme tændt; det kan gælde forår eller efterår, uanset om der er varmt eller koldt udenfor.

Husdyr: Ønsker man at medbringe husdyr til boligen, skal man på forhånd gøre 1StepAway opmærksom på dette og sikre sig en accept heraf, selv om det er angivet, at husdyr er tilladte på stedet. Flere steder gør man forskel på store og små hunde, hvorfor det er en god idé at fortælle os om hundens race. Man skal ligeledes forhøre sig hos sin dyrlæge om de regler, der gælder i de lande, man passerer og opholder sig i, f.eks. vaccinationskrav, krav om dyrepas o.l. Vær opmærksom på, at der oftest på stedet skal betales et tillæg for at have hund med i boligen – dette af hensyn til ekstra rengøring o.l. Hunden må aldrig efterlades i boligen i længere tid, må ikke medbringes i fællesområder f.eks. ved swimmingpoolen, og ikke medbringes på stranden, medmindre der findes specielle hundeafsnit.

Depositum: Man vil mange steder blive afkrævet et depositum ved ankomsten til boligen, gerne i størrelsesorden € 100-200. Dette depositum tjener som sikkerhed for, at gæsten overholder sine forpligtelser, f.eks. at efterlade boligen rengjort og uden ødelagt inventar. Ved opholdets afslutning vil beløbet blive tilbagebetalt gæsten efter evt. fradrag for forannævnte tilfælde. Rejser gæsten fra boligen på et tidspunkt, hvor ejeren ikke har mulighed for at kontrollere boligen, vil beløbet blive eftersendt pr. post eller via bankoverførsel.

Ankomst til boligen/hotellet: Regner man med at ankomme til et hotel senere end kl. 18, er det en god idé at ringe til receptionen og meddele dette, selv om der normalt er døgnåbent. Drejer det sig om en feriebolig, skal man ALTID ringe til receptionen eller ejeren, hvis man regner med at ankomme uden for det af os angivne ankomsttidsrum. Bemærk venligst, at ejeren af ferieboligen IKKE ER FORPLIGTET til at tage imod gæsterne uden for sine normale åbningstider, men vil oftest foreslå at lægge nøglerne på en nærliggende bar el. lign. 1StepAway kan ikke gøres ansvarlig for evt. manglende modtagelse af gæsterne, hvis dette skyldes gæsterne selv.

Boligen:  Mens vi gerne videregiver kundernes evt. ønsker om boligens placering, f.eks. ved siden af en anden familie, i nærheden af poolen o.l., kan vi aldrig garantere, at sådanne særønsker opfyldes. Vi beder om forståelse for, at det er ejeren af boligen, der suverænt bestemmer placeringen, således at manglende opfyldelse af et særønske ikke kan gøres til genstand for en reklamation. Vi gør ligeledes opmærksom på, at der kan forekomme indretningsforskelle inden for samme boligkategori.

Hvad skal medbringes: Det er forskelligt hvad der er inkluderet i prisen på de forskellige destinationer. Sengelinned og håndklæder skal oftest medbringes eller lejes på destinationen. Detaljer vedr. dette står på jeres rejsebevis samt under “ekstra oplysninger” under de enkelte feriesteder. Vi anbefaler at I medbringer følgende: Viskestykker, klude, opvaskemiddel, toiletpapir, køkkenrulle, sæbe og rengøringsmiddel. Ofte er der lidt til at starte med, men det er forskelligt for sted til sted.

Adgang til boligen: Især på campingpladser oplever man at der er lukket for biltrafik om aftenen ofte efter kl. 21.00. Ankommer man efter dette tidspunkt på campingpladsen skal man ofte parkere udenfor pladsen og gå ind til sin bolig. Dette gør sig oftest også gældende midt på dagen f.eks. fra kl. 13.00 – 15.00.