Kør selv ferie i Toscana
Jeg spekulerer en gang imellem over, hvorfor det netop er Toscana, som folk umiddelbart tænker på, når snakken falder på ferie på landet i Italien – når der nu findes så mange andre fantastiske områder i Italien. Tænk blot på Piemonte, Umbrien, Lazio, Campania, Puglia og Calabrien for blot at nævne nogle få stykker.
Man toskanerne, med fiorentinerne i spidsen, har været dygtige til at markedsføre sig mht. vinen, gastronomien og de mange historiske byer. Jeg er på ingen måde anti-toskansk; undrer mig blot over det faktum, at regionen er lykkedes at brande sig så stærkt, at det næsten kan sammenlignes med Coca Cola og Lego… All right, lad os kigge lidt på, hvad Toscana har at byde på.
Først og fremmest Firenze med den enestående arkitektur og de fantastiske kunstmuseer med Uffizierne i spidsen. Til de fleste museer kan billetter købes i forvejen online, hvilket er absolut at anbefale, når man ser de kilometerlange køer for at komme ind til hovedattraktionerne.
Det er også en god idé, hvis det overhovedet er muligt, at komme uden for højsæsonen, da folk her – ligesom i Venedig – står som sild i en tønde på de mest kendte pladser. Søg også væk fra disse, hvis sulten melder sig: Find hellere sidegaderne og de små restauranter, hvor fiorentinerne selv spiser; så spiser man godt til rimelige priser. Er man til oksekød, er det værd at bestille en fiorentina, som er en enorm, saftig og mør t-bone, som mageligt mætter 2-3 personer.
Til den søde tand er der en dessert, som langt overgår den fortærskede tiramisu, nemlig den sjovt lydende zuppa inglese, som intet har med suppe at gøre. I det 19. århundrede boede der mange kunstelskende englændere i byen, og langt fra alle disse var velhavende. Det gjaldt om at spare, hvor der spares kunne, og så gemte man bl.a. kagerester, creme o.l. for til sidst at kreere en slags trifli, som efterhånden fik navnet zuppa inglese – den engelske suppe!
Ikke så langt fra Firenze kommer man til de næsten ukendte byer Prato og Pistoia. Prato var og er kendt for sin tekstilindustri, som i dag stort set er overtaget af de tusindvis af kinesere, som har slået sig ned i byen. Pistoia har en del flotte bygninger at byde på, men er i Danmark lidt berygtet pga. togfabrikken Ansaldo-Breda, som har leveret DSBs forkætrede IC4 tog.
Lidt længere vestpå kommer man til en anden af Toscanas mest kendte kunstbyer, nemlig det smukke og også meget hyggelige Lucca med flotte, åbne pladser, intime, små gyder, og en middelalder bymur, som man kan spadsere og sågar cykle på med skønne panoramaer over byen som belønning.
Den tredje af regionens mest kendte kunstbyer må siges at være Siena, som ligger ca. 40 km syd for Firenze og som er omgivet af det flotte Chianti-landskab. I Siena, som har en af Italiens flotteste domkirker, afholdes hvert år i juli-august det berømte Palio, som er et hestevæddeløb rundt om Piazza del Campo. Det er et farverigt skue, hvor rytterne fra byens forskellige contrada’er (bydele) dyster mod hinanden, og det skorter ikke på injurierende tilråb fra tilskuerne mod de ryttere, som ikke kommer fra den ”rigtige” bydel.
Pisa, næsten ude ved kysten, er totalt overrendt i sommermånederne, hvor alle skal til Piazza dei Miracoli (miraklernes plads) for at se det skæve tårn (La Torre Pendente) og domkirken. Det er utroligt flot, men det lokker selvfølgelig lommetyve og sælgere af dubiøse souvenirer til.
Har man set pladsen – og eventuelt taget turen op ad vindeltrappen i tårnet, er det værd at fortsætte ind i den gamle by, hvor de færreste turister kommer. Her er der hyggeligt og godt med caféer og gode restauranter. Pisas naboby, Livorno, er en stor havneby med et stort antal skibsværfter og ikke så meget andet at byde på. Lige bortset fra et usædvanligt spændende køkken, hvor fisk og skaldyr dominerer: cacciucco er en kraftig fiskesuppe, lidt à la bouillabaisse, men mere krydret og absolut værd at prøve.
Sydpå herfra, langs Middelhavet og de fine sandstrande, kommer man til det ukendte Grosseto, som har et lille, men meget hyggeligt historisk centrum med en masse gode restauranter, som takket være fraværet af turister serverer det ægte lokale køkken. Skal man overnatte i byen, kan jeg anbefale min egen favorit, det lidt dekadente Grand Hotel Bastiani. Og mens vi taler om favoritter og om provinshovedstæder (som alle de førnævnte byer er), så er min egen favorit det nok så ukendte Arezzo, som ligger i det sydlige Toscana.
Det er en superhyggelig by med flotte pladser, en betagende arkitektur og stejle gader fra byporten og op i den historiske bydel. Arezzo er byen, hvor Begnini’s kendte, både komiske og tragiske krigsdrama La Vita è Bella (Livet er smukt) blev optaget. Som overnatningssted i Arezzo går man ikke forkert af Hotel Minerva, som er et af de efterhånden få familiedrevne, større hoteller i Italien. Og der er ingen grund til at forlade hotellet, når man skal spise: restauranten er blandt byens absolut bedste og har oven i købet meget rimelige priser. Slikmunde som jeg savler over dessert-troljen!
Når man har set sig mæt i disse større byer, er det tid til at udforske nogle af Toscanas mindre, men lige så fascinerende byer. Igen en favorit: Volterra, som er en gammel etruskerby højt oppe på en bakketop med en fabelagtig udsigt over landskabet.
Hovedpladsen er måske Italiens smukkeste, og de små gader, der fører ud fra pladsen, lader ikke denne meget efter. Byen er kendt for sin produktion af alabaster, og der er en masse små værksteder, man kan besøge og evt. gøre et godt køb. Besøg endelig også etruskermuseet midt i byen og få et indblik i etruskernes forbavsende avancerede liv.
Mere kendt er dog ”tårnbyen” San Gimignano, som ligger mellem Volterra og Siena. Byen præges af sine mange høje middelaldertårne: historien siger, at byens velhavere skulle overgå hinanden ved at bygge så høje tårne som muligt. Borgmesteren satte dog trumf på ved at bygge det højeste tårn og forbød alle andre at bygge højere. Så var den ged barberet!
Der mangler heller ikke middelalderlandsbyer i Toscana. Det ville føre for vidt her at nævne dem alle, men igen har jeg et par favoritter, først og fremmest Radda in Chianti, der, som navnet antyder, ligger midt i Chianti vinområdet.
Da jeg kom til byen første gang for 40 år siden, var der ingen hoteller og kun et par beskedne restauranter. Jeg blev hurtigt gode venner med den daværende, og nu desværre afdøde borgmester, Giorgio Bianchi, som var et ledende lys i etableringen af turistproduktet agriturismo – ferie på landet i Italien på vingårde og lign., hvorved turisterne kommer ind på livet af de altid imødekommende værtsfolk. Giorgio hjalp mig med at finde nogle agriturismi, som jeg kunne markedsføre i mit gamle firma, Ferieboligcentret.
Radda er desværre blevet mere end opdaget af turister fra navnlig Tyskland og Holland, og disse dominerer nu bybilledet om sommeren, hvor de sidder på de efterhånden mange caféer og nyder et glas af den fremragende lokale vin. Der er også kommet flere hoteller til, men disse er uforholdsmæssigt dyre. Jeg er så heldig at have mit ”eget” værelse hos enken på Giorgios skønne vingård… En anden favorit er Buonconvento, som ligger godt 20 km syd for Siena i det typiske, bølgende landskab – crete senesi – som findes i dette område.
Buonconvento har en hyggelig gågade, hvis ”hovedattraktion” er restauranten Da Mario, hvor det autentiske køkken serveres uden dikkedarer. Man skal prøve deres fiorentina og Mamma’s egen zuppa inglese (se ovenfor) for at høre englene synge. Jeg kører faktisk gerne en større omvej for at spise hos Mario, og jeg overnatter på det uprætentiøse og billige hotel, Ghibellino, ved byens hovedtorv.
Toscana er også synonym med vin, navnlig Chianti, men også mange andre, mindre kendte. Det meste af Toscana er spækket med vinmarker og olivenlunde, og på mange af vingårdene har man mulighed for både at smage og købe deres egne produkter.
Nogle steder er besøget gratis, andre steder betaler man for en rundvisning med smagsprøver. Det samme gælder producenterne af den fortræffelige olivenolie, som Toscana også er kendt for. Jeg er ikke nogen vinekspert, men jeg ved, at vinelskere flokkes til f.eks. Montalcino, hvor den fornemme Brunello laves, og til Montepulciano med den kendte vino nobile (den ædle vin). Har man spenderebukserne på, kan man i de bedre vinbutikker købe det eksklusive Sassicaia, hvor priserne begynder omkring en tusse for en flaske.
Jeg har en enkelt gang revet mig og købt en flaske til min vinelskende søn, som påstod, at det var den bedste vin, han nogen sinde havde smagt. Tror pokker, til den pris…
Jeg har allerede nævnt lidt om gastronomien. Et kuriosum er, at det toskanske brød er usaltet, hvilket bl.a. skyldes, at deres pålæg ofte er temmelig salt og dermed kompenserer for det manglende salt i brødet.
Er man til eksotiske biler, er det hér, man finder dem: Maseratier, Ferrarier, Lamborghinier, ja endda Rolls og Bentley, nærmest i køkørsel. Men mindre kan også gøre det. Byer som Cecina, Bibbona, San Vincenzo og Marina di Grosseto er umiddelbart mere tilgængelige rent prismæssigt, uden at man skal give afkald på fine sandstrande og gode restauranter.
I Cecina ligger det store feriecenter, La Cecinella, som byder på såvel ferielejligheder som små villaer omkring et stort poolkompleks samt en god, men forholdsvis dyr restaurant. Er man mere til campinglivet, kan jeg anbefale to meget fine pladser: Camping Free Beach i Marina di Bibbona og Park Albatros i San Vincenzo – begge med masser af faciliteter og dejlige, moderne mobilhomes.
Jeg kunne skrive mange flere sider om Toscana, men mine læsere ville nok komme til at kede sig, så jeg vil lade dette være nok for denne gang