Kør selv ferie til Costa Brava
Costa Brava (”Den Vilde Kyst”) strækker sig fra den franske grænse og næsten ned til Barcelona. Sine steder lever kysten helt op til sit navn med dramatiske klippeformationer, som omkranser nogle skønne sandstrande. Der er ingen af byerne, som oprindeligt er bygget med turismen for øje (i modsætning til mange af byerne på den franske side af grænsen).
Det betyder så, at alle Costa Bravas byer har hyggelige, gamle bymidter, hvor turisterne blander sig med de lokale, som lever deres dagligdag helt uanfægtede af de mange fremmede. Man har klogeligt valgt at forlægge de fleste hoteller og ferieboliger uden for de historiske bymidter, således at disse har kunnet bevare deres autentiske atmosfære.
Hyggelige byer på Costa Brava kysten
Kører man til Costa Brava ad den sydfranske motorvej, og har man lidt god tid, kan det betale sig at forlade motorvejen ved Perpignan og køre ud til kysten ved Argelès. Fortsæt herfra ad den maleriske kystvej forbi Collioure og Banyuls til grænsebyen Cerbère og da op over bjerget til Port de la Selva. Det er en af Europas smukkeste veje, og selv om der er mange sving, er den ikke svær at køre ad. Fra Port de la Selva kan man slå et smut til den pittoreske kunstnerby, Cadaques, for da at fortsætte til den større ferieby, Roses.
Herefter ligger byerne som perler på en snor: Empúriabrava, L’Escala, Estartit, Palafrugell, Palamós, Platja d’Aro, Tossa de Mar, Lloret de Mar, Blanes, Malgrat de Mar, Pineda de Mar og Calella, hvor det faktiske Costa Brava slutter. Fortsætter man ad vejen sydpå, kommer man hurtigt til Barcelona, som i øvrigt kan nås på kort tid fra alle byerne på Costa Brava.
Alle nævnte byer kan opvise fine sandstrande, hvoraf mange som nævnt omkranses af flotte klippeformationer eller har de majestætiske Pyreneer som baggrund. Både i de gamle bykerner og i ferieområderne uden for disse finder man dagligvarebutikker, barer og restauranter i alle prisklasser.
Billigst er de store selvbetjeningsrestauranter med ”almindelig” europæisk mad, men man kan også, uden at blive ruineret, sætte sig på en af de mange fine fiskerestauranter med alt godt fra havet.