Provence

Kør selv ferie til Provence

Hvad tænker man på, når man hører ordet Provence? Er det duftende lavendelmarker? Er det vinmarker og olivenlunde? Er det farverige stoffer i form af duge og dækkeservietter? Rigtigt, ja. Men Provence er meget mere end disse ting. Landskabet er drømmeagtigt med skiftende farver efter årstiderne og tid på dagen. Der er afveksling mellem bjerge, bakker og flade landskaber. Der er byer som Nice og Aix-en-Provence, som alle kender navnene på. Men vidste du, at også storbyen Marseille, romerbyen Arles, pavebyen Avignon og sågar Gap, højt oppe i alperne, hører til Provence?

Mange tænker også på Den Franske Riviera, som vi har beskrevet andetsteds. Men Provence er måske frem for alt kunstnernes højborg; hvor mange kunstnere har ikke slået sig ned i en af de små byer og landsbyer, som er spredt ud over landskabet? Man skal ikke ret langt fra Rivieraen for at finde f.eks. Vence og St. Paul de Vence med deres mange små atelier’er. Når man selv går på opdagelse i landskabet, forstår man til fulde, hvorfor kunstnerne har ladet sig drage hertil.

Man sætter sig under platanerne på torvet i en lille by med et glas vin i hånden og slår en sludder af med de lokale. Man går til bords på en beskeden restaurant og hører englene synge, når man nyder de enkle retter med friske, lokale produkter inden for såvel kød som grønsager og frugt. Dette er for mange indbegrebet af Provence og giver minder for livet. Vi foreslår landsbyer som Carros, Castellane, Tourrettes, Les Arcs, Aups, Régusse og Barjols, blot for at nævne nogle få bland flere hundreder. Et sandt eldorado for livsnydere!

Filtrér dine resultater