Ardeche – Auvergne

Kør-selv-ferie til franske Ardèche og Auvergne

Départementet Ardèche er måske ikke så kendt i Danmark, men efter vores mening er det et af de smukkeste og mest spændende områder i Frankrig. Ardèche er beliggende i det sydøstlige Frankrig, vest for Rhône-floden og øst for den endnu mindre kendte, men også meget flotte region, Auvergne, der især er kendt for sin dramatiske natur og mange udslukte vulkaner.

Ardèche byder på et dejligt, lunt klima året rundt og mange spændende oplevelser for hele familien. Her er rig mulighed for at opleve en smuk og uspoleret natur, spændende kulturhistorie og naturligvis et stort udvalg af kulinariske oplevelser. Kan man lide at holde en aktiv ferie, er der også gode muligheder for dette. Området byder på mange gode cykel- og vandrestier samt forskellige vandsportsaktiviteter såsom rafting o.l. i de brusende floder.

Regionen Auvergne består af tre forskellige ”départementer” med regionens hovedby, Clermont-Ferrand, i départementet Puy-de-Dôme. Byen er måske ikke Frankrigs smukkeste, men har alligevel en hyggelig bykerne med bl.a. restauranter af høj klasse – måske fordi Clermont-Ferrand også er hjemby for Michelin! Meget af Auvergne er øde, og man har dermed mulighed for at slippe for masseturismen i de til tider barske landskaber.

Camping og ferieboliger

I Ardèche og Auvergne har vi et godt udvalg af campingpladser og ferieboliger. Vi kan anbefale et ophold på Camping Domaine les Ranchisses, der er beliggende i smukke, idylliske omgivelser, direkte ned til en skøn flod, hvor der er muligheder for forskellige vandsportsaktiviteter og kanosejlads.

Filtrér dine resultater