Kør selv ferie til Den italienske Adriaterhavskyst

Jeg er nok ikke den eneste, der er vild med Italien. Ikke mindst med adriaterhavskysten med de fantastiske, børnevenlige sandstrande, der strækker sig flere hundrede kilometer fra nord til syd og som er spækket med både spændende historiske byer og med rene badebyer, som tiltrækker især børnefamilierne.

Min egen favorit er den næsten ukendte, store havneby, Trieste, som ligger utroligt smukt i bugten, hvor Italien grænser op til den slovensk/kroatiske halvø, Istrien. Byen bærer præg af sit skiftende tilhørsforhold til Italien og det østrig-ungarske dobbeltmonarki, hvilket man især ser på den statelige arkitektur.

Der er mange skønne pladser, hvoraf den smukkeste for mig er Piazza Unità d’Italia, hvis fjerde ”side” åbner sig mod havnen og havet. Såvel på denne som på andre af byens pladser finder man nogle fornemme caféer – ja, nærmest konditorier – hvoraf den kendteste er Caffè degli Specchi (”spejlenes café”) med et udvalg af søde sager, som er guf for enhver slikmund.

Er du, som jeg, til is, så findes en af Italiens bedste isbarer over for Hotel Milano, og så glemmer man alt om vægten. Masser af shoppingmuligheder er der også, både langs de flotte boulevarder og i de hyggelige, små gyder; og der er noget for enhver pengepung! Hvilket i øvrigt også gælder i de mange restauranter, som disker op med alt fra enkelte pastaretter til overdådige fade med de friskeste fisk og skaldyr. Mine egne favoritter er vongole (venusmuslinger), branzino (havbars) og rombo (pighvar).

En ting, jeg altid gør, når jeg kommer til Trieste, er at tage en tur med ”il tram”. Denne sanfrancisco-lignende sporvogn kører fra byens centrum og op ad bjerget til den lille by, Opicina, ved den slovenske grænse.

Undervejs belønnes man med vidunderlige panoramaer over byen, havet og den istriske halvø. Især børnene er vilde med turen. Hvis jeg snupper en overnatning i Trieste, og især hvis jeg føler mig ved muffen, tager jeg ind på Excelsior, som ligger på havnepromenaden og som transporterer mig tilbage til kejsertiden. Ren dekadence!

På strækningen vestpå fra Trieste mod Venedig gør jeg altid et stop i to af badebyerne: Grado og Caorle. I modsætning til de andre badebyer på denne kyststrækning har begge et charmerende historisk centrum, hvor de lokale blander sig med turisterne på de flotte torve og i de smalle gader.

Smuk, veneziansk arkitektur præger bymidterne, og man har klogeligt valgt at placere hoteller, ferieboliger og campingpladser et godt stykke uden for centrum. Begge byer har ligeledes en livlig fiskerihavn med farverige fiskekuttere og småbåde, hvor man kan gøre et godt køb, hvis man møder op, når fiskerne kommer ind med deres fangst. Disse fangster finder man igen på byernes mange restauranter.

Jeg har et par favoritter i såvel Grado som Caorle. I førstnævnte er det L’Approdo og Agli Artisti, mens det i Caorle er Da Nappa, Il Postiglione og Belgau. Der er ingen ende på kreativiteten i deres behandling af havets frugter, men er man mere til en god bøf, klarer de også det. Har jeg familien med, bor vi gerne ude i Caorle-forstaden, Altanea, hvor der er masser af fine, moderne ferieboliger.

Nogle af de bedste ligger i Villaggio Amare og Le Acacie. Ved Caorle findes også den fine campingplads San Francesco som har nogle super flotte mobilhomes.

Skal jeg på ren badeferie med de små, står valget mellem de rigtige badebyer som Lignano, Bibione og Jesolo. Alle disse tre byer byder på kilometerlange, brede sandstrande, som skråner langsomt ned i havet og som dermed er totalt børnevenlige. Byerne har også lange gågader, som er spækket med alskens butikker, barer, isbarer og restauranter (gågaden i Jesolo er hele syv kilometer lang!), og fordi det netop er børnefamilier som min, der holder ferie her, er restauranterne indstillet på de små gæster, som finder deres favoritter som spaghetti med kødsovs, fisk og fritter m.m.

Men heller ikke som voksen behøver man at vansmægte: fisk og skaldyr i alle afskygninger, møre bøffer med friske grønsager, kalve- og flæskestege, og naturligvis pastaretter med skaldyr, kødsovs og grønsager. Til mine fiskeretter tager jeg altid bietola, som vistnok hedder sølvbede på dansk – men jeg har aldrig set det på et dansk spisekort. Det er en grønsag, som mest ligner spinat, men som smager helt anderledes, og som passer fortrinligt til netop fisk.

Til dessert – hvis jeg kan få det – beder jeg om polenta! Ikke, som man skulle tro, den allersteds nærværende majsgrød, men en lokal kage, som er en himmerigsmundfuld. Skal jeg være en uges tid med familien i Bibione, bor jeg helst i det flotte feriecenter Planetarium, som børnene er vilde med, ikke mindst pga. de flotte pools, men også med legepladsen og centrets egen, uprætentiøse restaurant.

Lidt udenfor Bibione ligger det hyggelige havneområde Bibione Pineda hvor der er et fint udvalg af campingpladser. Her foretrækker jeg enten Camping Capalonga eller Camping Lido – Kører man videre mod Venedig kommer man til den såkaldte “Lidoen” – her er et kæmpe udvalg af campingpladser som f.eks. de berømte Union Lido og Marina di Venezia.

Jeg må indrømme, at jeg helst undgår Venedig; i hvert fald om sommeren, hvor man står som sild i en tønde, betaler 10 euro for en espresso på Markuspladsen og får serveret en gang turistsjask på restauranterne på og tæt på samme Markusplads. Vel er byen enestående fascinerende, men jeg har kun virkelig nydt den i december måned, når turisterne er væk og når tågen forlener byen og dens lagune med et magisk skær. Så er der til gengæld ikke en skønnere plet på denne jord.

Når jeg kører sydpå fra Venedig, gør jeg altid holdt i den lille charmetrold af en by, Chioggia, som også kaldes Lille Venedig på grund af kanalerne og arkitekturen. Der er slet ikke det turistmylder, som findes i ”storesøsteren”, og det betyder, at man kan slentre af sted i fred og ro, droppe ind på en café og mæske sig i havets frugter på en af de mange restauranter, hvis priser ligger et godt stykke under Venedigs. Jeg kan også godt finde på at tage en overnatning på Albergo Grande Italia, som godt nok ikke er ”dagens gode tilbud”, men som oser af gammeldags charme og som har en smuk beliggenhed direkte ud til lagunen.

Godt 100 kilometer længere sydpå, ad en af Italiens med rette mest berygtede landeveje, SS 309 Romea, kommer man til en anden af mine favoritter, Ravenna. Selv om byen i sig selv er ganske nydelig, er det de utroligt flotte glasmosaikker, som trækker folk til. For at få den bedste oplevelse skal man prøve at hægte sig på en gruppe, som vises rundt af en af de lokale guider. De fleste af disse kan virkelig deres kram og formår at fortælle historien på en meget spændende måde.

Ravenna er nok den sydligste by, som jeg kører til, når jeg har min egen bil med fra Danmark. Skal man længere ned, er det mere praktisk at flyve til f.eks. Rimini (turisthelvedet over dem alle!) og leje en bil til den videre færd. Herefter er mulighederne legio – Ancona, Pescara, Bari, Brindisi og et væld af seværdige byer lidt inde i landet som f.eks. Urbino, Macerata, Ascoli Piceno, for blot at nævne nogle få.